Jeg har altid været fascineret af havet. Så længe jeg kan huske tilbage har jeg altid kigget ud i havet, når jeg skulle have klaret mine tanker. Jeg har også fundet ud af at mit hjem er der hvor havet er. Jeg har, som før skrevet, boet i Israel i 5 mdr.. Der boede jeg oppe i bjergene. Omkring halvvejs i opholdet var jeg på tur rundt i landet. På det tur kom jeg også ud til kysten, og der sad jeg nede ved vandet i 4 timer, hvor jeg bare stirrede på vandet, og alle følelserne og hjemvéen kom til udtryk. Dér fandt jeg ud af det. Hjem er der hvor havet er.
Siden jeg var lille kom vi rundt i kysten med kystskibet. Så langt tilbage jeg kan huske har jeg været ude på dækket, kigget ud på bølgerne, på kølvandet, på havet og har tænkt dybe tanker og har fundet på sange, som kun jeg havde. Ingen har hørt dem siden, ikke engang mig selv. Kan huske at jeg har tænkt at jeg skulle huske at have en lille båndoptager af en art, så jeg kunne indspille de gode melodier jeg havde opfundet. Det er dog (desværre) aldrig sket. Vi havde også en båd vi sejlede med. Alle de minder jeg har om tiden med båden er gode, ikke mindst de minder jeg har om de gange vi har været ude at sejle om natten. Der er en særlig atmosfære at sejle om natten. Der er anderledes stille, der er kun bådenm havet og dig (og de andre i båden selvfølgelig). Vandet er oftest stille, og nogle gange er det tåget. Men det allerbedste er at stoppe båden midt på havet, i spejlblank sø, der er midnatssol, og det eneste lyd du kan høre er enten en hval der blæser luft eller sæler i flok der kommer op af vandet. Det er livet!
Forleden var vi ude og sejle midt om natten i vores egen båd, uden børn. Sad ude på dækket og kiggede ud i havet. Da gik det op for mig at havet er min meditation på en eller anden måde. Det er jeg kan tømme mit hoved for ALT, samtidigt med at jeg kan tænke dybe tanker...
Havet rummer så meget. Havet er kæmpe kæmpe KÆMPE. Tænk at båden skibet, alting i havet er så lille i forhold til størrelsen af havet. Havet, der har taget min onkels og andres liv. Havet der har givet mig og millioner og milliarder af folk verden over, mad.
En af de tidligste historier jeg har hørt kan jeg huske, handler om havet. Min farmor fortæller om engang de sejlede, vistnok med en lægebåd. Jeg mener hun sagde at hun kun var en lille pige. De sad fast i isen omkring juletiden og der var vist noget med at nogen var alvorlig syge og at de var bange. Min farmor var begyndt at sige fadervor og lige idét hun sagde amen var der kommet et ordenligt brag. Det viste sig at isen knækkede helt ud til det åbne hav, og de var reddet. Jeg kan huske at jeg blev så betaget af historien, da jeg forestillede mig at det var havet selv der bestemte om de skulle sidde fast i isen eller komme videre. Da fik jeg respekt for havet, hvorimod jeg før havde taget havet for givet, så naiv en lille pige jeg var dengang. Så tak, kære aanaa Dorthe, for historien.
onsdag den 24. juni 2009
lørdag den 20. juni 2009
Syg .... eller....? Part 2
Ok, kan se at jeg lige skal passe på med hvad jeg skriver. Vågnede imorges og min yngste søn, Kunuk har fået feber. Han var lidt sløj og havde ikke så stor appetit. Efter middagsluren var han MEGET sløj, og havde overhovedet ingen kræfter. Ikke engang til at kigge på mig, han bare lå og klynkede. Jeg tog tp. på ham 39,5. Mor her blev bekymret. Var alene hjemme, bor som sagt lige ved siden af sygehuset. Skulle jeg virkelig løbe over til sygehuset med ham? Stak fingeren i jorden. Vente lidt. Sad med ham på skødet i en tre kvarters tid før han egentlig gerne ville noget. Han drak lidt og fik lidt brød, og begyndte at reagere på mine henvendelser.
Jeg tænker jo, jeg prøver at sætte mig i andres sted. Hvis ikke jeg havde prøvet det før havde jeg jo nok været for usikker til ikke at gå til lægen med drengen. Så jeg trækker nok lidt i land med noget af det jeg skrev i det forrige blog...
Jeg tænker jo, jeg prøver at sætte mig i andres sted. Hvis ikke jeg havde prøvet det før havde jeg jo nok været for usikker til ikke at gå til lægen med drengen. Så jeg trækker nok lidt i land med noget af det jeg skrev i det forrige blog...
torsdag den 18. juni 2009
Syg .... eller....?
Syg igen. Også sidste uge. Har tid hos lægen. Midt i arbejdstiden. Barn syg. Barnet har røde prikker på kinden. Måske er det skoldkopper? Vil til lægen, som (selvfølgelig) skal fjerne sygdommen .......Aaagh! Hvorfor? Hvorfor absolut til lægen? Frustration. Jeg er frustreret over at det er 95% sikkert at mindst en fra arbejdet enten er syg, barn syg eller har tid hos lægen. Det dræner mig for energi. At det skal fylde så meget. Jeg er rigtig glad for arbejdet og arbejdsglæden ville være endnu større hvis sygdom ikke fyldte så meget. Selvfølgelig bliver vi alle syge engang imellem, og det kan være at vi er så uheldige at vi er syge eller har skavanker i land tid.
Jeg er på ferie for tiden. Vi bliver hjemme, tager ud at sejle i vores båd indimellem. Vi bor lige ved siden af sygehuset. I løbet af formiddagen har jeg set tre af mine kollegaer komme ud af sygehuset. Tre! Igår mødte jeg en anden kollega, på vej til lægen. Det kan være et tilfælde at de er syge. Men når jeg ved at vi er 4 fastansatte på ferie for tiden og ser så mange der ikke er på ferie, ikke være på arbejde er jeg bare glad for ikke at være på arbejde.
Forleden dag ringede en kollega om aftenen. Hendes dreng på to år har haft 38 i feber i to dage nu. Hun ringer for at spørge mig om hun skal søge læge? Come on! Hvordan skal jeg kunne sige om drengen skal til læge eller ej, når jeg ikke er sammen med ham? Jeg spurgte hende om han fik noget at spise og drikke, tissede, om han legede, om han var sløj, om hun kunne kommunikere med ham. Det kunne hun. Så spurgte jeg så hvad hun forventede skulle ske hvis de søgte læge? Altså......det jeg vil med det her er vel at opfordre til at bruge den sunde fornuft.
Mht. syge kollegaer. Hvad mon det er der gør at de føler sig så syge? Hvorfor er der så stor fokus på sygdom? Hvorfor ikke, i stedet for at tænke "lægen fjerner min lidelse", overveje hvad det er der gør at man har det godt? Tænke positivt? Åh, jeg roder rundt i mine tanker, og ved jeg skriver en rodet tekst. Det er nok frustrationen der gør det.
Anyway (nu roder jeg lige videre *S*), skal der mere oplysning til? Oplysning om hvornår man skal søge læge, hvornår man ikke skal? Men det har bare været meget så meget i medierne, lokalavisen osv.. Uddannelse? Er det fordi folk ikke ved bedre? Hvorfor har jeg så mange spørgsmål?
Jeg kender en mand. Dvs. jeg kender ham ikke personligt, men har læst hans teorier. Han hedder Antonovsky. Jeg er sikker på at hvis folk kendte til hans teorier, at fokus helt sikkert ville flytte fra det negative til det positive. Og hvad kan jeg gøre? Jeg kan tage emnet når vi holder personalemøde, evt. med overskriften arbejdsglæde?
Jeg er på ferie for tiden. Vi bliver hjemme, tager ud at sejle i vores båd indimellem. Vi bor lige ved siden af sygehuset. I løbet af formiddagen har jeg set tre af mine kollegaer komme ud af sygehuset. Tre! Igår mødte jeg en anden kollega, på vej til lægen. Det kan være et tilfælde at de er syge. Men når jeg ved at vi er 4 fastansatte på ferie for tiden og ser så mange der ikke er på ferie, ikke være på arbejde er jeg bare glad for ikke at være på arbejde.
Forleden dag ringede en kollega om aftenen. Hendes dreng på to år har haft 38 i feber i to dage nu. Hun ringer for at spørge mig om hun skal søge læge? Come on! Hvordan skal jeg kunne sige om drengen skal til læge eller ej, når jeg ikke er sammen med ham? Jeg spurgte hende om han fik noget at spise og drikke, tissede, om han legede, om han var sløj, om hun kunne kommunikere med ham. Det kunne hun. Så spurgte jeg så hvad hun forventede skulle ske hvis de søgte læge? Altså......det jeg vil med det her er vel at opfordre til at bruge den sunde fornuft.
Mht. syge kollegaer. Hvad mon det er der gør at de føler sig så syge? Hvorfor er der så stor fokus på sygdom? Hvorfor ikke, i stedet for at tænke "lægen fjerner min lidelse", overveje hvad det er der gør at man har det godt? Tænke positivt? Åh, jeg roder rundt i mine tanker, og ved jeg skriver en rodet tekst. Det er nok frustrationen der gør det.
Anyway (nu roder jeg lige videre *S*), skal der mere oplysning til? Oplysning om hvornår man skal søge læge, hvornår man ikke skal? Men det har bare været meget så meget i medierne, lokalavisen osv.. Uddannelse? Er det fordi folk ikke ved bedre? Hvorfor har jeg så mange spørgsmål?
Jeg kender en mand. Dvs. jeg kender ham ikke personligt, men har læst hans teorier. Han hedder Antonovsky. Jeg er sikker på at hvis folk kendte til hans teorier, at fokus helt sikkert ville flytte fra det negative til det positive. Og hvad kan jeg gøre? Jeg kan tage emnet når vi holder personalemøde, evt. med overskriften arbejdsglæde?
fredag den 12. juni 2009
Apropos følelser...
Forsætter lidt hvor jeg slap.
Følelser. De er eksploderet. Eksplosionen skete mens jeg var gravid med mit første barn, Silas. Jeg kunne græde over alting. Jeg græd over en sang. Jeg græd (endnu mere) over film, ja, jeg græd enda over et indslag i tv-avisen! Silas blev født. Jeg græd af glæde. Silas slog sig for første gang, jeg græd med ham. Jeg ammede Silas og fik sår. Jeg græd af smerter. Jeg afleverede Silas for første gang i vuggestuen, jeg tudbrølede udenfor vuggestuen. Bare et lille udpluk af mine grædeture. Gang ovenstående med fire. Det er mig. Så meget har jeg grædt over mine børn. Men det er en positiv form for gråd. Der er mange der forbinder gråd med noget negativt. Det er det ikke altid. Indimellem triller der tårer ned ad mine kinder, når jeg bare tænker over hvor dejlige mine børn er.
Idag bliver jeg meget nemt rørt. Sidste uge var vi til konfirmation. Mine tårekanaler blev tømt over en tale af konfirmantens mor. Jeg forestillede mig at stå i den situation. Jeg taler til Mika, Pilutaq, Silas eller Kunuk. Hulk. De vokser bare med lynets hast, STOP GROWING! Igår sad jeg på konditori med mine børn, deres far, faster, onkel og kusiner. Pludselig gik det op for mig, hvor store kusinerne egentlig er blevet. Jeg lærte dem at kende, da de var 2 og 3. Nu er de store teenagere, og "mini-voksne", yngre, i den yngre del (læs evt. min sidste blog). Hvor ER de store! Tårer igen.
Hurra for tårer, hurra for følelser. What a relief.
Følelser. De er eksploderet. Eksplosionen skete mens jeg var gravid med mit første barn, Silas. Jeg kunne græde over alting. Jeg græd over en sang. Jeg græd (endnu mere) over film, ja, jeg græd enda over et indslag i tv-avisen! Silas blev født. Jeg græd af glæde. Silas slog sig for første gang, jeg græd med ham. Jeg ammede Silas og fik sår. Jeg græd af smerter. Jeg afleverede Silas for første gang i vuggestuen, jeg tudbrølede udenfor vuggestuen. Bare et lille udpluk af mine grædeture. Gang ovenstående med fire. Det er mig. Så meget har jeg grædt over mine børn. Men det er en positiv form for gråd. Der er mange der forbinder gråd med noget negativt. Det er det ikke altid. Indimellem triller der tårer ned ad mine kinder, når jeg bare tænker over hvor dejlige mine børn er.
Idag bliver jeg meget nemt rørt. Sidste uge var vi til konfirmation. Mine tårekanaler blev tømt over en tale af konfirmantens mor. Jeg forestillede mig at stå i den situation. Jeg taler til Mika, Pilutaq, Silas eller Kunuk. Hulk. De vokser bare med lynets hast, STOP GROWING! Igår sad jeg på konditori med mine børn, deres far, faster, onkel og kusiner. Pludselig gik det op for mig, hvor store kusinerne egentlig er blevet. Jeg lærte dem at kende, da de var 2 og 3. Nu er de store teenagere, og "mini-voksne", yngre, i den yngre del (læs evt. min sidste blog). Hvor ER de store! Tårer igen.
Hurra for tårer, hurra for følelser. What a relief.
torsdag den 11. juni 2009
Jeg rødmer.
Over ingenting og alting, og gud hvor er det irriterende. Jeg har dog rødmet meget meget mere i mine yngre dage. De yngre dage er så ældstetrinene i folkeskolen og gymnasietiden. Nu er jeg bare ung (i mine egne øjne). Jeg kan huske at jeg som barn synes at dem på 20 var så voksne så voksne. Nu er de bare i deres yngre dage (!). Så jeg er ung. Hvad skal jeg kalde det næste trin så? Voksen? Er jeg det ikke nu, da? Man får da børn når man er voksen. Jeg har 4 børn. Er jeg 4 gange voksen? nogle gange føler jeg for ung til at være voksen. Gad vide om andre også har det sådan. Jeg er voksen, men ikke voksen voksen. Gør det mig til en ung voksen?
Tilbage til rødmen. Jeg rødmer når mange kigger på mig. Eller gør jeg? Ja, men kun hvis det ikke er arbejdsrelateret. For jeg har præsteret at tale til en kæmpe forældregruppe, uden så meget som at tænke på om jeg nu rødmer. Uden at føle mig genert, uden at mærke varmen i mine kinder. Yaay. Jeg har enda talt til mange mennesker i offentlig regi. da der var fernisering i Taseralik (kulturhuset) af børnenes kunstværker. Jeg talte på vegne af forældregruppen til de andre forældre og familiemedlemmer plus det løse.
Nu skrev jeg "genert". Jeg var indbegrebet af ordet genert da jeg var barn. Jeg var så genert, har jeg ladet mig fortælle, at jeg engang, før skolealderen var til kaffemik med min mor. Til denne kaffemik var min mor gået hen til kaffebordet, mens jeg kiggede ind til de andre børn. Da jeg kom ud i stuen havde jeg stillet mig ved dørkarmen og bare kigget på min mor, jeg turde ikke at gå hen til hende, da rummet jo var fyldt med folk jeg ikke kendte. Så stod jeg bare der, tavs, mens tårerne trillede ned ad kinderne, og ventede på at min mor skulle kigge på mig og hente mig "i sikkerhed". Denne generthed forfulgte mig gennem årerne. Indtil jeg tog beslutningen at jeg ville arbejde for ikke at være så genert mere. Da jeg var færdig med gymnasiet rejste jeg til Danmark for at hjælpe min ajaaraq. Hun var i gang med at afslutte sin uddannelse som jormemoder, og en tid med opgaveskrivning og eksamener ventede forude. Dengang var min kusiner så små at de stadig gik med sut. Jeg flyttede inde hos dem og sørgede for at aflevere mine kusiner i daginstitutionen og ellers hjælpe lidt til hjemme hos dem. Mens jeg boede der ledte jeg efter muligheder for at opleve noget på egen hånd, da jeg en dag faldt over en annonce om at være voluntør i en kibbutz i Israel.
Jeg rejste i november måned, 1996 og skulle bo i en kibbutz i tre måneder i det nordlige Israel. De tre måneder blev til fem, da jeg så godt kunne lide at være der. Tænk, at lille generte og rødmene Arnanguak, rejste, PÅ EGEN HÅND, ned til et ukendt land! Jeg voksede meget i løbet af de måneder. Jeg blev jo nødt til at åbne mig for at kunne kommunikere med alle de FREMMEDE mennesker der var i kibbutzen fra hele verdenen.
Jeg rødmer stadig lettere end andre. Sådan føler jeg det. Det er slet ikke sikkert at det er sådan. Jeg rødmer over for kollegaerne, hvis jeg nu kommer til at sige noget der er lidt tabu. Jeg rødmer over for min søster indimellen, og enda over for min mand i ny og næ.
Den form for rødmen jeg synes er irriterende er den jeg får når jeg står foran en gruppe mennesker og skal fremlægge noget. Som dengang jeg studerede. Dvs. egentlig skulle jeg nok skrive :.."den form for rødmen jeg syntes VAR irriterende VAR...". For ved nærmere eftertanke er det faktisk ret længe siden jeg har syntes det var træls at rødme. Nu er det faktisk ret sjældent at jeg rødmer. Det har nok også noget at gøre med at man "vokser" i takt med man bliver mor. Og man "vokser" som mor i takt med at børnen vokser. Nu kommer jeg tilbage til begrebet voksen. For en voksen er vel en der er vokset? Eller...? "Ung voksen" kan jeg vel heller ikke være idet jeg har fire børn der tilsammen har alderen 18.
Nu begynder det at blive lidt for kryptisk. Er også blevet søvning. Så jeg slutter for nu. hvor er det dejligt at få skrevet nogle tanker ned.
Over ingenting og alting, og gud hvor er det irriterende. Jeg har dog rødmet meget meget mere i mine yngre dage. De yngre dage er så ældstetrinene i folkeskolen og gymnasietiden. Nu er jeg bare ung (i mine egne øjne). Jeg kan huske at jeg som barn synes at dem på 20 var så voksne så voksne. Nu er de bare i deres yngre dage (!). Så jeg er ung. Hvad skal jeg kalde det næste trin så? Voksen? Er jeg det ikke nu, da? Man får da børn når man er voksen. Jeg har 4 børn. Er jeg 4 gange voksen? nogle gange føler jeg for ung til at være voksen. Gad vide om andre også har det sådan. Jeg er voksen, men ikke voksen voksen. Gør det mig til en ung voksen?
Tilbage til rødmen. Jeg rødmer når mange kigger på mig. Eller gør jeg? Ja, men kun hvis det ikke er arbejdsrelateret. For jeg har præsteret at tale til en kæmpe forældregruppe, uden så meget som at tænke på om jeg nu rødmer. Uden at føle mig genert, uden at mærke varmen i mine kinder. Yaay. Jeg har enda talt til mange mennesker i offentlig regi. da der var fernisering i Taseralik (kulturhuset) af børnenes kunstværker. Jeg talte på vegne af forældregruppen til de andre forældre og familiemedlemmer plus det løse.
Nu skrev jeg "genert". Jeg var indbegrebet af ordet genert da jeg var barn. Jeg var så genert, har jeg ladet mig fortælle, at jeg engang, før skolealderen var til kaffemik med min mor. Til denne kaffemik var min mor gået hen til kaffebordet, mens jeg kiggede ind til de andre børn. Da jeg kom ud i stuen havde jeg stillet mig ved dørkarmen og bare kigget på min mor, jeg turde ikke at gå hen til hende, da rummet jo var fyldt med folk jeg ikke kendte. Så stod jeg bare der, tavs, mens tårerne trillede ned ad kinderne, og ventede på at min mor skulle kigge på mig og hente mig "i sikkerhed". Denne generthed forfulgte mig gennem årerne. Indtil jeg tog beslutningen at jeg ville arbejde for ikke at være så genert mere. Da jeg var færdig med gymnasiet rejste jeg til Danmark for at hjælpe min ajaaraq. Hun var i gang med at afslutte sin uddannelse som jormemoder, og en tid med opgaveskrivning og eksamener ventede forude. Dengang var min kusiner så små at de stadig gik med sut. Jeg flyttede inde hos dem og sørgede for at aflevere mine kusiner i daginstitutionen og ellers hjælpe lidt til hjemme hos dem. Mens jeg boede der ledte jeg efter muligheder for at opleve noget på egen hånd, da jeg en dag faldt over en annonce om at være voluntør i en kibbutz i Israel.
Jeg rejste i november måned, 1996 og skulle bo i en kibbutz i tre måneder i det nordlige Israel. De tre måneder blev til fem, da jeg så godt kunne lide at være der. Tænk, at lille generte og rødmene Arnanguak, rejste, PÅ EGEN HÅND, ned til et ukendt land! Jeg voksede meget i løbet af de måneder. Jeg blev jo nødt til at åbne mig for at kunne kommunikere med alle de FREMMEDE mennesker der var i kibbutzen fra hele verdenen.
Jeg rødmer stadig lettere end andre. Sådan føler jeg det. Det er slet ikke sikkert at det er sådan. Jeg rødmer over for kollegaerne, hvis jeg nu kommer til at sige noget der er lidt tabu. Jeg rødmer over for min søster indimellen, og enda over for min mand i ny og næ.
Den form for rødmen jeg synes er irriterende er den jeg får når jeg står foran en gruppe mennesker og skal fremlægge noget. Som dengang jeg studerede. Dvs. egentlig skulle jeg nok skrive :.."den form for rødmen jeg syntes VAR irriterende VAR...". For ved nærmere eftertanke er det faktisk ret længe siden jeg har syntes det var træls at rødme. Nu er det faktisk ret sjældent at jeg rødmer. Det har nok også noget at gøre med at man "vokser" i takt med man bliver mor. Og man "vokser" som mor i takt med at børnen vokser. Nu kommer jeg tilbage til begrebet voksen. For en voksen er vel en der er vokset? Eller...? "Ung voksen" kan jeg vel heller ikke være idet jeg har fire børn der tilsammen har alderen 18.
Nu begynder det at blive lidt for kryptisk. Er også blevet søvning. Så jeg slutter for nu. hvor er det dejligt at få skrevet nogle tanker ned.
lørdag den 6. juni 2009
Silas´drøm
Jeg vågnede ved at Silas græd. Jeg gik ind og puttede mig hos ham. Han græd og græd og græd. Jeg holdt om ham, og strøg hans hår. Lod ham græde ud. Kyssede ham på nakken, han vendte sig mod mig os puttede sig ind til mig. "Anaana, jeg drømte om min mormor, jeg drømte at hun talte til mig, selvom hun var død". Så sagde jeg til ham at jeg synes han var heldig at han havde set hende. Og spurgte så hvad hun havde sagt. "Hun sagde at jeg skulle passe godt på mig selv." "Hvorfor er du ked af det, Silas?"..."Jeg savner hende!". Chills. Det er så meget ikke Silas at sige den slags. Og slet ikke at han skal passe på sig selv. Og slet ikke når han ikke har set hende i virkeligheden.
Jeg er rigtig glad for at han er sammen med min mor selvom det kun er i drømmen.
Men så er det det jeg tænker, hvordan mon han kan have en så livagtig drøm som denne? Er der måske noget om snakken om der er mere mellem himmel og jord? Uanset hvad føler jeg en form for taknemmelighed og fred. Jeg savner jeg min mor, især idag, hvor min søn er blevet så bevæget over at have taget afsked med hende i en drøm. Jeg er sikker på at hun sidder på sin sky oppe i himmelen og kigger ned på alle sine børn og børnebørn. Men gid hun kunne være her fysisk...
Jeg er rigtig glad for at han er sammen med min mor selvom det kun er i drømmen.
Men så er det det jeg tænker, hvordan mon han kan have en så livagtig drøm som denne? Er der måske noget om snakken om der er mere mellem himmel og jord? Uanset hvad føler jeg en form for taknemmelighed og fred. Jeg savner jeg min mor, især idag, hvor min søn er blevet så bevæget over at have taget afsked med hende i en drøm. Jeg er sikker på at hun sidder på sin sky oppe i himmelen og kigger ned på alle sine børn og børnebørn. Men gid hun kunne være her fysisk...
fredag den 5. juni 2009
Hvor går grænsen?
Hvordan kan det være, at jeg ikke kan få mig selv til at sige eller gøre "pæne" ting til folk jeg egentlig har lyst til at sige til dem? Hvordan kan det være at jeg er bange for at de vil misforstå hvad jeg siger til dem, eller gør - hvis jeg siger de ting til dem? Hvordan kan det være, at jeg ikke kan få mig selv til at sige til manden, der sidder ved siden af mig i bussen: " du dufter dejlig..."?, eller hvordan kan det være at jeg ikke bare kan gå hen til en fuldstændig fremmed og give hende, eller ham et kram, selvom jeg har lyst til det? Hvorfor er det lige jeg er bange for at de vil misforstå mine handlinger?
Hvorfor er der denne etikette, er det falsk? Må jeg ikke sige noget lige ud af posen eller kan jeg ikke få lov til at gøre lige hvad der passer mig, uden at nogen bliver stødt af det? Hvad hvis jeg siger til manden ved siden af mig i bussen at han dufter dejlig, hvad er det værste der kan ske? Hvis nogen sagde til mig at jeg duftede dejlig ville jeg blive glad, selv fra en fremmed. Men hvorfor kan jeg ikke selv? Hvordan ville jeg reagere, hvis nogen jeg ikke kender gav mig et knus? Lidt forskrækket måske, men så heller ikke mere. hmm...*kigger lidt ud i luften, tænkende og sukkende*. Ville verden ikke være meget bedre hvis alle var ærlige både for andre og for dem selv? -I stedet for at tænke over hvad andre ville tænke om en?
Med disse ord vil jeg arbejde for at blive bedre til at gøre hvad JEG har lyst til, ikke hvad andre synes eller ikke synes man skal gøre. Come on, hvad er det værste der kan ske? Jeg vil bare være mere ærlig. Både for mig selv og andre.
Hvorfor er der denne etikette, er det falsk? Må jeg ikke sige noget lige ud af posen eller kan jeg ikke få lov til at gøre lige hvad der passer mig, uden at nogen bliver stødt af det? Hvad hvis jeg siger til manden ved siden af mig i bussen at han dufter dejlig, hvad er det værste der kan ske? Hvis nogen sagde til mig at jeg duftede dejlig ville jeg blive glad, selv fra en fremmed. Men hvorfor kan jeg ikke selv? Hvordan ville jeg reagere, hvis nogen jeg ikke kender gav mig et knus? Lidt forskrækket måske, men så heller ikke mere. hmm...*kigger lidt ud i luften, tænkende og sukkende*. Ville verden ikke være meget bedre hvis alle var ærlige både for andre og for dem selv? -I stedet for at tænke over hvad andre ville tænke om en?
Med disse ord vil jeg arbejde for at blive bedre til at gøre hvad JEG har lyst til, ikke hvad andre synes eller ikke synes man skal gøre. Come on, hvad er det værste der kan ske? Jeg vil bare være mere ærlig. Både for mig selv og andre.
torsdag den 4. juni 2009
2 dage efter...
...yaaay, vi vandt :o) Jeg mener, det parti jeg stemte på vandt stort, jeg glæder mig til at se forandringer. Jeg sad og smilte hele aftenen mens skærmen viste tallene for resultaterne af stemmerne, og smilet blev større og større.
Hmm...jeg ved ikke helt hvordan jeg skal få begyndt, men jeg har tænkt på så mange ting, jeg godt kunne tænke mig at skrive om. Jeg kunne jo starte med at skrive en liste over de emner.
Aanaa
Søster
træning
arbejdet
rejser
båden
vores hjem
mad
bror
en søster mere
rollen som mor
rollen som kone
glæde
sang
omgangskreds
dyr og børn
følelser
livet
far
sooq qallunaatut allaannartunga?
Kalaaliussuseq?
Afhængighed...
osv. osv.
Lad dette være en huskeliste jeg kan kigge tilbage på hvis jeg bliver helt tom for emner...
Hmm...jeg ved ikke helt hvordan jeg skal få begyndt, men jeg har tænkt på så mange ting, jeg godt kunne tænke mig at skrive om. Jeg kunne jo starte med at skrive en liste over de emner.
Aanaa
Søster
træning
arbejdet
rejser
båden
vores hjem
mad
bror
en søster mere
rollen som mor
rollen som kone
glæde
sang
omgangskreds
dyr og børn
følelser
livet
far
sooq qallunaatut allaannartunga?
Kalaaliussuseq?
Afhængighed...
osv. osv.
Lad dette være en huskeliste jeg kan kigge tilbage på hvis jeg bliver helt tom for emner...
tirsdag den 2. juni 2009
Dejlig dag
Har en god fornemmelse i maven. Var inde og stemme lige så snart valgstedet åbnede kl. 9 0 0 dut imorges, før jeg tog på arbejde. Jeg gik derfra meget glad, følte at jeg allerede der havde gjort en forskel. Jeg glæder mig SÅ meget til at se valgsresultatet senere i aften.
Min yngste søn, Kunuk er blevet mediestar. Han var med til at lave udstilling i Taseralik (kulturhuset), hvor han havde kreeret et fint maleri. I forbindelse med ferniseringen af udstillingen (hvor jeg i øvrigt på vegne af forældregruppen lavede en åbningstale - gosh, hvor var jeg nervøs, men det gik fint...)tog Ali billede af min søn. Hun havde brugt billedet i en pressemeddelelse. Så fin han er på Sermitsiaq's hjemmeside. Anaana er så stolt af ham.
Ali er i øvrigt min gode veninde, der ellers hedder Arnajaraq. Hun arbejder som souschef i Taseralik, og sørgede for at udstillingen kom op at stå.
Tanker om mine blogs: Tænker at jeg løbende vil fortælle lidt om mine tanker, mit liv og de relationer jeg har med andre og mine oplevelser med dem.
Min yngste søn, Kunuk er blevet mediestar. Han var med til at lave udstilling i Taseralik (kulturhuset), hvor han havde kreeret et fint maleri. I forbindelse med ferniseringen af udstillingen (hvor jeg i øvrigt på vegne af forældregruppen lavede en åbningstale - gosh, hvor var jeg nervøs, men det gik fint...)tog Ali billede af min søn. Hun havde brugt billedet i en pressemeddelelse. Så fin han er på Sermitsiaq's hjemmeside. Anaana er så stolt af ham.
Ali er i øvrigt min gode veninde, der ellers hedder Arnajaraq. Hun arbejder som souschef i Taseralik, og sørgede for at udstillingen kom op at stå.
Tanker om mine blogs: Tænker at jeg løbende vil fortælle lidt om mine tanker, mit liv og de relationer jeg har med andre og mine oplevelser med dem.
mandag den 1. juni 2009
En smule tanker om 2. juni.
Imorgen er det valgdag. Spændende at se resultatet. Jeg håber at der sker noget nyt. Jeg håber at folk vil stemme på nye friske kræfter. I know I'm gonna. Jeg glæder mig, har lidt sommerfugle i maven, er så spændt.
Well, det blev ikke så dybe tanker for denne gang.
Abonner på:
Opslag (Atom)