Silas´drøm

Jeg vågnede ved at Silas græd. Jeg gik ind og puttede mig hos ham. Han græd og græd og græd. Jeg holdt om ham, og strøg hans hår. Lod ham græde ud. Kyssede ham på nakken, han vendte sig mod mig os puttede sig ind til mig. "Anaana, jeg drømte om min mormor, jeg drømte at hun talte til mig, selvom hun var død". Så sagde jeg til ham at jeg synes han var heldig at han havde set hende. Og spurgte så hvad hun havde sagt. "Hun sagde at jeg skulle passe godt på mig selv." "Hvorfor er du ked af det, Silas?"..."Jeg savner hende!". Chills. Det er så meget ikke Silas at sige den slags. Og slet ikke at han skal passe på sig selv. Og slet ikke når han ikke har set hende i virkeligheden.
Jeg er rigtig glad for at han er sammen med min mor selvom det kun er i drømmen.

Men så er det det jeg tænker, hvordan mon han kan have en så livagtig drøm som denne? Er der måske noget om snakken om der er mere mellem himmel og jord? Uanset hvad føler jeg en form for taknemmelighed og fred. Jeg savner jeg min mor, især idag, hvor min søn er blevet så bevæget over at have taget afsked med hende i en drøm. Jeg er sikker på at hun sidder på sin sky oppe i himmelen og kigger ned på alle sine børn og børnebørn. Men gid hun kunne være her fysisk...