Havet

Jeg har altid været fascineret af havet. Så længe jeg kan huske tilbage har jeg altid kigget ud i havet, når jeg skulle have klaret mine tanker. Jeg har også fundet ud af at mit hjem er der hvor havet er. Jeg har, som før skrevet, boet i Israel i 5 mdr.. Der boede jeg oppe i bjergene. Omkring halvvejs i opholdet var jeg på tur rundt i landet. På det tur kom jeg også ud til kysten, og der sad jeg nede ved vandet i 4 timer, hvor jeg bare stirrede på vandet, og alle følelserne og hjemvéen kom til udtryk. Dér fandt jeg ud af det. Hjem er der hvor havet er.

Siden jeg var lille kom vi rundt i kysten med kystskibet. Så langt tilbage jeg kan huske har jeg været ude på dækket, kigget ud på bølgerne, på kølvandet, på havet og har tænkt dybe tanker og har fundet på sange, som kun jeg havde. Ingen har hørt dem siden, ikke engang mig selv. Kan huske at jeg har tænkt at jeg skulle huske at have en lille båndoptager af en art, så jeg kunne indspille de gode melodier jeg havde opfundet. Det er dog (desværre) aldrig sket. Vi havde også en båd vi sejlede med. Alle de minder jeg har om tiden med båden er gode, ikke mindst de minder jeg har om de gange vi har været ude at sejle om natten. Der er en særlig atmosfære at sejle om natten. Der er anderledes stille, der er kun bådenm havet og dig (og de andre i båden selvfølgelig). Vandet er oftest stille, og nogle gange er det tåget. Men det allerbedste er at stoppe båden midt på havet, i spejlblank sø, der er midnatssol, og det eneste lyd du kan høre er enten en hval der blæser luft eller sæler i flok der kommer op af vandet. Det er livet!

Forleden var vi ude og sejle midt om natten i vores egen båd, uden børn. Sad ude på dækket og kiggede ud i havet. Da gik det op for mig at havet er min meditation på en eller anden måde. Det er jeg kan tømme mit hoved for ALT, samtidigt med at jeg kan tænke dybe tanker...

Havet rummer så meget. Havet er kæmpe kæmpe KÆMPE. Tænk at båden skibet, alting i havet er så lille i forhold til størrelsen af havet. Havet, der har taget min onkels og andres liv. Havet der har givet mig og millioner og milliarder af folk verden over, mad.

En af de tidligste historier jeg har hørt kan jeg huske, handler om havet. Min farmor fortæller om engang de sejlede, vistnok med en lægebåd. Jeg mener hun sagde at hun kun var en lille pige. De sad fast i isen omkring juletiden og der var vist noget med at nogen var alvorlig syge og at de var bange. Min farmor var begyndt at sige fadervor og lige idét hun sagde amen var der kommet et ordenligt brag. Det viste sig at isen knækkede helt ud til det åbne hav, og de var reddet. Jeg kan huske at jeg blev så betaget af historien, da jeg forestillede mig at det var havet selv der bestemte om de skulle sidde fast i isen eller komme videre. Da fik jeg respekt for havet, hvorimod jeg før havde taget havet for givet, så naiv en lille pige jeg var dengang. Så tak, kære aanaa Dorthe, for historien.