Forsætter lidt hvor jeg slap.
Følelser. De er eksploderet. Eksplosionen skete mens jeg var gravid med mit første barn, Silas. Jeg kunne græde over alting. Jeg græd over en sang. Jeg græd (endnu mere) over film, ja, jeg græd enda over et indslag i tv-avisen! Silas blev født. Jeg græd af glæde. Silas slog sig for første gang, jeg græd med ham. Jeg ammede Silas og fik sår. Jeg græd af smerter. Jeg afleverede Silas for første gang i vuggestuen, jeg tudbrølede udenfor vuggestuen. Bare et lille udpluk af mine grædeture. Gang ovenstående med fire. Det er mig. Så meget har jeg grædt over mine børn. Men det er en positiv form for gråd. Der er mange der forbinder gråd med noget negativt. Det er det ikke altid. Indimellem triller der tårer ned ad mine kinder, når jeg bare tænker over hvor dejlige mine børn er.
Idag bliver jeg meget nemt rørt. Sidste uge var vi til konfirmation. Mine tårekanaler blev tømt over en tale af konfirmantens mor. Jeg forestillede mig at stå i den situation. Jeg taler til Mika, Pilutaq, Silas eller Kunuk. Hulk. De vokser bare med lynets hast, STOP GROWING! Igår sad jeg på konditori med mine børn, deres far, faster, onkel og kusiner. Pludselig gik det op for mig, hvor store kusinerne egentlig er blevet. Jeg lærte dem at kende, da de var 2 og 3. Nu er de store teenagere, og "mini-voksne", yngre, i den yngre del (læs evt. min sidste blog). Hvor ER de store! Tårer igen.
Hurra for tårer, hurra for følelser. What a relief.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar