Jeg rødmer.
Over ingenting og alting, og gud hvor er det irriterende. Jeg har dog rødmet meget meget mere i mine yngre dage. De yngre dage er så ældstetrinene i folkeskolen og gymnasietiden. Nu er jeg bare ung (i mine egne øjne). Jeg kan huske at jeg som barn synes at dem på 20 var så voksne så voksne. Nu er de bare i deres yngre dage (!). Så jeg er ung. Hvad skal jeg kalde det næste trin så? Voksen? Er jeg det ikke nu, da? Man får da børn når man er voksen. Jeg har 4 børn. Er jeg 4 gange voksen? nogle gange føler jeg for ung til at være voksen. Gad vide om andre også har det sådan. Jeg er voksen, men ikke voksen voksen. Gør det mig til en ung voksen?

Tilbage til rødmen. Jeg rødmer når mange kigger på mig. Eller gør jeg? Ja, men kun hvis det ikke er arbejdsrelateret. For jeg har præsteret at tale til en kæmpe forældregruppe, uden så meget som at tænke på om jeg nu rødmer. Uden at føle mig genert, uden at mærke varmen i mine kinder. Yaay. Jeg har enda talt til mange mennesker i offentlig regi. da der var fernisering i Taseralik (kulturhuset) af børnenes kunstværker. Jeg talte på vegne af forældregruppen til de andre forældre og familiemedlemmer plus det løse.

Nu skrev jeg "genert". Jeg var indbegrebet af ordet genert da jeg var barn. Jeg var så genert, har jeg ladet mig fortælle, at jeg engang, før skolealderen var til kaffemik med min mor. Til denne kaffemik var min mor gået hen til kaffebordet, mens jeg kiggede ind til de andre børn. Da jeg kom ud i stuen havde jeg stillet mig ved dørkarmen og bare kigget på min mor, jeg turde ikke at gå hen til hende, da rummet jo var fyldt med folk jeg ikke kendte. Så stod jeg bare der, tavs, mens tårerne trillede ned ad kinderne, og ventede på at min mor skulle kigge på mig og hente mig "i sikkerhed". Denne generthed forfulgte mig gennem årerne. Indtil jeg tog beslutningen at jeg ville arbejde for ikke at være så genert mere. Da jeg var færdig med gymnasiet rejste jeg til Danmark for at hjælpe min ajaaraq. Hun var i gang med at afslutte sin uddannelse som jormemoder, og en tid med opgaveskrivning og eksamener ventede forude. Dengang var min kusiner så små at de stadig gik med sut. Jeg flyttede inde hos dem og sørgede for at aflevere mine kusiner i daginstitutionen og ellers hjælpe lidt til hjemme hos dem. Mens jeg boede der ledte jeg efter muligheder for at opleve noget på egen hånd, da jeg en dag faldt over en annonce om at være voluntør i en kibbutz i Israel.

Jeg rejste i november måned, 1996 og skulle bo i en kibbutz i tre måneder i det nordlige Israel. De tre måneder blev til fem, da jeg så godt kunne lide at være der. Tænk, at lille generte og rødmene Arnanguak, rejste, PÅ EGEN HÅND, ned til et ukendt land! Jeg voksede meget i løbet af de måneder. Jeg blev jo nødt til at åbne mig for at kunne kommunikere med alle de FREMMEDE mennesker der var i kibbutzen fra hele verdenen.

Jeg rødmer stadig lettere end andre. Sådan føler jeg det. Det er slet ikke sikkert at det er sådan. Jeg rødmer over for kollegaerne, hvis jeg nu kommer til at sige noget der er lidt tabu. Jeg rødmer over for min søster indimellen, og enda over for min mand i ny og næ.

Den form for rødmen jeg synes er irriterende er den jeg får når jeg står foran en gruppe mennesker og skal fremlægge noget. Som dengang jeg studerede. Dvs. egentlig skulle jeg nok skrive :.."den form for rødmen jeg syntes VAR irriterende VAR...". For ved nærmere eftertanke er det faktisk ret længe siden jeg har syntes det var træls at rødme. Nu er det faktisk ret sjældent at jeg rødmer. Det har nok også noget at gøre med at man "vokser" i takt med man bliver mor. Og man "vokser" som mor i takt med at børnen vokser. Nu kommer jeg tilbage til begrebet voksen. For en voksen er vel en der er vokset? Eller...? "Ung voksen" kan jeg vel heller ikke være idet jeg har fire børn der tilsammen har alderen 18.

Nu begynder det at blive lidt for kryptisk. Er også blevet søvning. Så jeg slutter for nu. hvor er det dejligt at få skrevet nogle tanker ned.